Jeg er født med torticollis (cervikal dystoni), men diagnosen blev først bekræftet efter fødslen af min datter i 2022. Gennem hele mit liv, har jeg levet med benlængdeforskel, smerter og fysisk ubehag samt en overbevisning af, at der måtte være en underliggende årsag til alle mine gener. Jeg har ved flere lejligheder forsøgt at beskrive mine symptomer i sundhedsvæsenet, med henblik på at blive grundigt udredt. Mine henvendelser blev imidlertid ofte mødt med vurderingen af, at jeg var særligt sensitiv, og at mine prøver og scanninger lå tæt på normalområdet. Derfor blev den endelige diagnose en vigtig afklaring – og en bekræftelse af, at mine fysiske udfordringer havde en reel, men hidtil overset årsag.


Allerede i barndommen oplevede jeg store belastninger i kroppen og nervesystemet. Det påvirkede min bevægelighed, min funktionsevne og min oplevelse af tryghed i livet. Jeg havde nedsat mobilitet og døjede med hovedpine, nedsat hørelse, svimmelhed, synsforstyrrelser og en konstant indre uro. Jeg kom ofte galt afsted og har blandt andet brækket min højre arm tre gange. Som barn var jeg kraftigt bygget og overvægtig, hvilket medførte yderligere fysiske gener, herunder hudirritation på indersiden af arme og lår – særligt i varme perioder. Derudover var jeg præget af svær astma, omfattende allergi, tilbagevendende forstoppelse og oppustethed samt udfordringer med koncentration og søvn. Når jeg sov, oplevede jeg ofte en udtalt tyngde og stivhed i kroppen, som gjorde det vanskeligt at komme op og i gang med dagen.


Gennem størstedelen af mit voksenliv har jeg været påvirket af flere kroniske tilstande og sygdomme, herunder bihulebetændelse, betændelse på balancenerven, lichen sclerosus og irritabel tyktarm. Derudover har jeg været ramt mange gange af komplicerede luftvejsinfektioner og forkølelser, som ofte udviklede sig til akut bronkitis. Efter et alvorligt hoved- og nakketraume og et længerevarende sygdomsforløb i 2023, sagde kroppen fra. Smerterne jeg oplevede, var så invaliderende, at jeg hverken kunne sidde, stå oprejst eller finde ro liggende. Jeg blev på samme tid ramt af den ene infektion efter den anden, der krævede antibiotika. 


Livskrisen gjorde det nødvendigt at sænke tempoet og rette opmærksomheden indad. Det blev begyndelsen på et krævende - men afgørende rehabiliteringsforløb. Jeg blev fuldtidssygemeldt og senere erklæret stationær som følge af komplekse non-maligne nervesmerter i hele kroppen. Mit energiniveau og min fysiske kapacitet, var på daværende tidspunkt så lavt, at selv helt enkle hverdagsopgaver, som at føre en samtale eller skrælle en gulerod, ikke var mulige.


I en længere periode var jeg sengeliggende som følge af konstante og intense smerter. Tilstanden påvirkede min livskvalitet, og min mulighed for at være sammen med min datter. Som et led, i mit forsøg på at hele, begyndte jeg at lytte til meditationer og lydfrekvenser, samtidig med at jeg modtog behandling hos en erfaren kranio-sakral terapeut. Behandlingerne blev gennemført med stor faglig omhu og respekt for min situation. Under et behandlingsforløb oplevede jeg, at kroppen spontant begyndte at bevæge sig med støtte fra terapeutens hænder. Erfaringen bidrog til en dybere forståelse af kroppens ressourcer og dens iboende evne til selvregulering og selvhelbredelse.


Jeg blev bevidst om nødvendigheden af at møde smerterne med omsorg, respekt og en systemisk tilgang. Gennem traumeforløsende bevægelse og bindevævsteknikker, arbejdede jeg trin for trin med de fysiske og mentale belastninger, der havde ophobet sig gennem mit liv. Over tid genvandt jeg mere af kroppens bevægelighed og styrke, mens den mentale tåge aftog. Det gjorde det muligt for mig langsomt at vende tilbage, til nogle af hverdagens aktiviteter. Forløbet blev indledningen til en smertefuld men meget lærerig helingssproces, med fokus på at forbedre min funktionsevne, trivsel og livskvalitet.


Jeg fik langsomt mere overskud, min angst forsvandt gradvist, og mit energiniveau blev mere stabilt. Hver gang jeg bevægede mig – selv ganske lidt – men med en klar intention, fik jeg det bedre, både fysisk og mentalt. Undervejs begyndte jeg igen at mærke ægte glæde og dyb sorg. Pludselig kunne jeg græde, skrige af smerte og le hysterisk. Det var befriende, men også angstprovokerende. Følelserne var store, tunge og overvældende, og nogle gange så svære at rumme, at det at tale om dem blot gjorde det værre. Her blev traumeforløsende bevægelse og arbejdet med bindevævet altafgørende. Jeg fandt en måde at bevæge mig ind til følelserne på – og igennem dem - så jeg bedre kunne rumme smerten uden hele tiden at blive overmandet af den.


I dag er jeg ikke længere påvirket eller begrænset af de kroniske sygdomme. Mine symptomer på astma og allergi er reduceret væsentligt, og jeg har ikke længere behov for receptpligtig medicin af nogen art. Min mobilitet og kropslige styrke er forbedret markant, og jeg sover meget bedre. Jeg har etableret bæredygtige rutiner, der understøtter det liv jeg ønsker at leve, og som er muligt for mig at opretholde. Rutinerne har bidraget til en større oplevelse af fysisk og mentalt overskud, tryghed og stabilitet.


Forandringerne er ikke sket fra den ene dag til den anden, men er resultatet af bevidste og kontinuerlige personlige indsatser og valg. Jeg oplever fortsat fysiske smerter og lever med tinnitus og høretab. I dag ser jeg smerterne som vigtige signaler og bruger tinnitussen som et kompas - fremfor at betragte symptomerne som værende truende. Min helingsproces vil med stor sandsynlighed fortsætte resten af livet. Den er en evig påmindelse om de udfordringer og smertefulde erfaringer, jeg har fået og gennemlevet, samt om den modstandskraft, der har gjort det muligt for mig at nå hertil.